Om Kvinnø

Kvinnö ligger i Osby-søen i Sverige, ca to timers kørsel fra København. Det er midt i ‘Snaphane-land’ og der er adskillige interessante og smukke udflugtsmål i nærområdet, hvis I skulle få lyst til en ‘fastlandsoplevelse’.

Området er et fuglereservat og her er bl.a. en fin bestand af ørne, som jævnligt flyver hen over øen. Osbysøen er en af Sveriges mest artsrige søer; Karper, suder, geder, brasen, sandart, krebs, ål, ørred og sågar malle kan fanges fra øen eller fra båd.

På øen er der to huse, hovedhuset med sovepladser til fire og et nyistandsat gæstehus med sovepladser til tre. Derudover er det et skur/værksted.
Udover motorbåden, som bruges til transport mellem øen og fastlandet, har vi to kanoer. Disse, samt redningsveste, padler, motor og alt andet nødvendigt er inkluderet i prisen.

Øen er primitiv; der er muldtoilet, vand skal selv medbringes og bad foregår i søen (eller ved at varme vand og tage en skyller).
Der er installeret solceller så man kan oplade mobil og tablet…

Øen kan lejes privat, og bruges også til særlige events og teambuilding fra Goteam.

Lidt om øen

Prisen for at leje øen afhænger af sæson og antal personer, men ligger mellem 1700 og 2200 kr per nat.

Minimum antal nætter er fire. Interesserede ansøgere skal have erfaring med friluftsliv og sende en kort beskrivelse af sig selv – vi er meget opmærksomme på kun at leje ud til folk, vi stoler på vil kunne passe godt på vores dejlige sted!

 

Her er muligheden for at få et helt unikt eventyr – en ferie på jeres egen ø!
På Kvinnø er der tid, plads og ro til at tømme hovedet og give sig hen til en fantastisk følelse af autencitet og nærvær.

Uanset om I vil fiske, bade, nyde uberørt natur, finde jeres indre Robinson Crusoe eller bare være og nyde den unikke ø-følelse, vil dette være ferien, I altid vil tænke tilbage på, som noget helt enestående!

Ps: Da det jo er en øde ø, er der ingen myg! Det er ret fantastisk at sidde i Sverige ved en sø, midt i skoven og nyde aftenen ved bålet helt uden at blive generet af myg…